La Familia
La Familia

Denne blog er blevet til som et forsøg til fortsat at nå ud til jer, som har lyst til at følge med i vores liv i Shanghai og de oplevelser, betragtninger vi har om samme. Jeg føler mig meget som novice på området, sociale medier i det hele taget, hvilket mine unger heller ikke holder sig tilbage for at fortælle mig,  men nu prøver jeg i erkendelsen af, at Facebook ikke er det rette medie. Jeg modtager gerne feedback, gode råd og vejledning.

 

Så blev det endelig sommerferie

19. Juni 2016
Afsked og på gensyn

imageimage

Solen skinner og temperaturen stiger. Det ser ud til, at vi…(Karl, Filippa og jeg) forlader Shanghai på det helt rigtige tidspunkt. Det bliver varmt nu. Det hele klistrer lidt og alt i lejligheden lugter lidt som på båden. Håndklæderne vil ikke rigtig tørre og en overmoden frugt tiltrækker store mængder af bananfluer på rekordtid. Airconditionen virker ikke optimalt. Det er enten lidt for koldt eller også er det lige som om, den ikke rigtig kommer igang. Når jeg går forbi vetmarket lugter det af varmt kød og fisk.

I denne uge har vi haft graduation for såvel Karl som Filippa. Næste år begynder Karl i High School og Filippa skal i Middleschool. De har begge modtaget fine graduationcertifikater og er blevet fejret på skolen i pomp og pragt. Både Karl og Filippa har klaret dette første år så flot, og Jacob og jeg er ved at brække os af stolthed over dem. De har dybeste respekt for deres måde, at håndtere denne omvæltning på. Jeg ved, at mange siger, at det går så let med børnene, men det kommer altså ikke uden gåpåmod, vilje og hårdt arbejde.

Det første halve år, er det lige som om vi alle er kommet lidt tættere på hinanden. Det er ikke fordi, at vi er hoppet på den nye trend med at bo småt, vi har cirka lige så meget plads i vores lejlighed her som i huset hjemme. Men det, at vi har rykket alt op og til tider har følt os lidt alene i den store verden, så har vi altid haft hinanden. Det at gøre sådan en ting her sammen som familie, er det hele værd. Træerne gror dog på ingen måder ind i himlen. Filippa må stadig helst ikke trække vejret de fleste dage for Karl, Jeg er stadig den mest pinlige forældre. Det er stadig vildt irriterende, når Jacob konsekvent smider sokkerne på gulvet i stedet for i vaskekurven og Karls hvilepuls kan stadig få Jacob og min puls til at blive foruroligende høj…lidt vej til Nirvana endnu;0))
Når det så er sagt, så glæder vi os til et pusterum fra Kina. Det er sgu bare et meget anderledes land, hvis kulturnormer sammen med den evige storby godt kan tage pusten lidt fra os en gang imellem. I denne uge havde Jacob og jeg lidt af en Kinaoplevelse. Vi skulle til den officielle åbning af Disneyland som en del af Jacobs arbejde. Dagen begyndte ikke for godt med, at vores chauffør ikke dukkede op som aftalt. Vi kunne selvfølgelig ikke få fat på ham, og vi fandt derfor en taxi, der kunne tage os derud. Efterhånden som vi kørte gik det op for os, at han ikke havde helt styr på ruten og vi endte af mange omveje og en del senere end forventet på Disneys hotel, hvor vi var indbudt til morgenbuffet. Herfra skulle vi så ind i selve Disneyland. Vi valgte at gå. Der var ikke mere end ti minutters gang. Da vi kom til indgangen ville de ikke lukke os ind. Vi blev bedt om at returnere til hotellet og tage en Shuttlebus, da de var de eneste, der havde tilladelse til at komme ind i Disneyland i forbindelse med åbningen. Vi gik tilbage til hotellet, blot for at få at vide at den sidste shuttlebus netop var kørt. Desuden var det officielle Kina ankommet og derfor ville de ikke lukke flere ind. Så hjalp det nok så meget at vi ikke blot var VIP men VVIP. Der er ikke noget, der slår det officielle Kina, og vi måtte tage hjem igen.

image

Det skal blive så skønt med duften af hav, nyslået græs. Hvor aftaler er aftaler og regler ikke er rigide. Vi glæder os til at være sammen med venner og familie…og vejret har f… Bare at være godt.

Determandaghverdagsagtige dage

27. Maj 2016
Maj måned lakker mod enden og dermed også snart vores 1. Sæson i Shanghai kan man vel godt sige. Om få uger drager børnene og jeg til Danmark for to måneder. Jacob tjekker ind og ud, som han nu kan.

Maj måned har budt på mange ting. De fleste af dem sådan lidt determandaghverdagsagtige, dog stadig med viboriKinaogalterstadiglidtsomferieagtige;O) For selvom jeg jo primært løber for at kompencere for lidt for meget rødvin og lidt for meget ost, så kan jeg faktisk indimellem godt nyde det, og efter et halvt år, hvor jeg har været dømt ude af løb, så er det endelig kommet tilbage. Derfor er det også først nu, at jeg er kommet på løbeturen i den nærliggende Fuxingpark. Parken er halv størrelse af Botanisk have i Aarhus, så der skal nogle runder til. Men det gør ikke noget, for der er simpelthen så mange mennesker at kigge på, så jeg føler mig underholdt hele vejen. Og det er her, at det stadig er lidt som om vi er på ferie. For der er stadig så meget anderledes vi oplever hele tiden.

Parkerne har deres egen daglige rutine. Kineserne bruger parkerne helt anderledes end vi gør i Danmark. Her danses, spilles, hygges og leges dagen lang. Her er et liv uden lige og en stor kontrast til den myrerflittige kineser, der tager en lur på arbejdet fordi alt andet tager for lang tid. Det er livgivende at være i parkerne. På hverdage er det selvsagt mest pensionister, der har tid til at opholde sig i parkerne. I weekenden er den også fyldt op af kærestepar, familier og vennegrupper, hvilket også ville være tilfældet i Danmark. Men en helt almindelig torsdag formiddag kl 9.00, ser den sådan ud:

image image image image image image image imageimage
En aften i sidste uge tog vi derover og løb alle sammen. Det var simpelthen så hyggeligt og bagefter kunne vi jo med fred i sindet slå vejen forbi Magnumbutikken som er en Magnumbutik med Magnum is helt, HELT ud over det sædvanlige…men nu havde vi jo været ude at løbe.

Lidtudoverdetsædvanligeagtige dage har vi nu også haft. Dejligt Dejligt besøg fra Danmark har vi haft. Karl har været på studietur til Hainan. En kinesisk paradisø, der bød på alt fra surfing og femstjernet hotel med utallige pools til socialt arbejde og teltovernatning. Så har vi fået lov til at være med til at fejre en IB student. Filippas fantastiske men nu aflagte barnepige Marlene, blev student. Om lidt vender hun snuden mod Danmark for at læse videre. Det er desværre også en del af livet i et expatmiljø, man siger ofte farvel til nogen, og goddag til andre. Lidt koncert og danseoptræden på skolen med Filippa blev det også til. Det er nemlig ofte, at vi er til noget på skolen. Hvilket er rigtigt dejligt. Det giver en mulighed for som forældre at få en tilknytning til skolen. Desuden er de gode til at gøre det kort men godt. Karl er dog mindre begejstret for konceptet. Han synes, at det er helt unødvendigt, at skulle stå på en scene.

image

Jeg har afsluttet mit semester, hvor jeg underviste kinesiske migrantbørn. Det har været sjovt og spændende at opleve en anden side af Kina, men også rodet og frustrerende. Børn er heldigvis børn og dem på seks bliver lige så begejstret for at synge/danse som danske børn bliver det. Jeg kan dog helt sikkert konstatere, at de ikke er lige så vant til at gøre det i skolen som vestlige børn er. Faktisk var det så stort et show, at de ande lærere også kom og kiggede på. Jeg kan desværre også konstatere at det meste af deres skolegang ligner noget man gjorde i Danmark for mere end halvtreds år siden. De sidder 50-60 i hver klasse. Der er ikke plads til at bevæge sig rundt. Så at lege “Simon Says” har sine begrænsninger. Ligesom jeg ikke må tage dem ud af klasselokalet. Eleverne er placeret tæt og efter formåen. Det vil sige de svageste længst væk fra tavlen, hvor de ikke kunne se, men holdningen er, “at det er jo lige meget. De får jo ikke noget ud af det alligevel.” Med undtagelse af dem som er mest urolige. De er placeret tættest på katederet, så læreren bedre kan nå dem. Jeg havde nok også placeret de urolige elever tættest på mig, men det ville være en anden måde, jeg ville forsøge at nå dem på. Jeg oplevede sågar elever blive slået. Desværre var den organisation jeg arbejdede for så ustruktureret og rodet, at det vær så forskelligt, hvem om nogen, der kom og underviste børnene, at jeg er stærkt i tvivl om, hvor meget de fik ud af det, hvilket også er årsagen til at jeg ikke vender tilbage til efteråret. Men skønne børn, det er de.

image image image

Konfirmation og klosterbesøg. Det er lidt højtideligt

3. Maj 2016
Ups, så gik der lige to måneder, og vi har nu boet i Shanghai i et halvt år. Tiden flyver afsted. Hvilket også er min undskyldning for ikke at have skrevet noget i længere tid. I mellemliggende tid har vi haft endnu et besøg fra Danmark, børnene er begyndt til fodbold og har haft Springbreak, Jeg er begyndt at undervise emigrantbørn og vi har været i Danmark, hvor Filippa holdte fødselsdag og Karl blev konfirmeret og er nu netop hjemvendt fra en forlænget weekend i et buddhistisk kloster. Nu har vi lige hverdag i fire dage, så får vi endnu et skønt besøg fra Danmark, hvorefter Karl tager til Hainan på studietur, og hey, så er det jo næsten sommer.

imageimageimage

Det var fantastisk dejligt, at være tilbage i Danmark. At få lov til at kombinere det med at holde en fest for sin søn sammen med venner og familie gjorde det til en af de helt store minder, vi vil bære med os videre. Tak til alle jer, der var med til at gøre det til en fantastisk dag for Karl. Opholdet i Danmark var intenst og virkelig skønt, og turen tilbage til Shanghai var for alles vedkommende båret af en lidt trykket stemning. Heldigvis skulle vi bare liiige igang igen med hverdagen herude, men der er ingen tvivl at vi sætter meget stor pris på det, vi har i Danmark, som er der, hvor vi føler os hjemme. Lige nu er vi nok lidt splittede mellem to velkendte udsagn. “At rejse, er at leve” og “ude godt, men hjemme bedst”.

image

Jacob tog tilbage lørdag, da han havde en meget intens uge liggende foran sig på jobbet. Ungerne og jeg kom onsdag, så skoleugen blev kort og fredag aften var vi klar med vandrerygsækkende. Vi skulle afsted på forlænget weekend til et buddhistisk kloster.

image

Klosteret ligger på toppen af Mount Jiuhua, i Anhui provinsen i Kina. For at komme dertil, måtte vi køre i bus i noget, der føltes som hundrede år, men var ti timer, hvorefter vi måtte vandre med fuld oppakning, det sidste stykke af vejen til toppen. Rygterne om antallet af trappetrinene vi skulle op ad svirrede. Alt fra 5000 til 12.000 blev nævnt. Helt så mange var der nok ikke. Men det tog to en halv time i godt tempo, så nogen trin var der da. Jeg må beklageligvis indrømme, at det nu ikke længere kun er på ski, men også i trappebestigning, at jeg er den langsomste i familien. Filippa sprinter i forvejen fulgt af en godt svedende Jacob, mens Karl er overbærende venter på sin prustende mor. Jeg kan dog konstatere at vi lå i den bedste halvdel af hele feltet. Så helt tosset var det ikke, og lad mig lige understrege at gennemsnitsalderen på turen lå omkring de 25-30, og at vores børn var de eneste.

image


 

image

Næste dag skulle vi ned igen. Her kunne vi hurtigt mærke benene ryste oven på gårsdagens anstrengelser. Her gik turen af skovstier. Kina er gudesmuk. En helt enestående oplevelse og en vidunderlig kontrast til hektiske Shanghai og forureningen. Det var vigtigt for os, at opleve, at det her er også Kina. Vi gik forbi te-marker, bambusskove og vilde rododendron. Langs brusende vandløb og smilende the-bønder, der stoppede arbejdet for en stund for at tage et billede af særsynet af 40 vandrende vesterlændinge.

image

Helt sikkert ikke noget, de så hver dag. Faktisk var vi sådan et særsyn, at et tv-hold troppede op, mens vi sad og spiste frokost på en lokal restaurant og uden foran restaurant tog naboerne ophold med deres mobiltelefoner, klar til at tage et billede, når vi kom ud. Det overraskede os, hvor lidt man skal uden for Shanghai og dets nærområde, før Kina bliver et langt mere simpelt land. Det kan godt være at tingene udvikler sig hurtigt i Kina, men kontrasterne er gigantiske.

Det var også en weekend, hvor vi fik testet nogle grænser af. Det er vist ingen hemmelighed, at vi godt kan lide luksus og komfort. Det var der ikke meget af på denne tur. Vi har oplevet lokummer var huller i jorden så ulækre, at vi måtte holde vejret, for ikke at kaste op, og vi holdte os så længe vi overhovedet kunne. Vi har overnattet på et kloster, der ikke kun var simpelt, men også meget beskidt og forfaldent, men hvor gæstfriheden og venligheden var storsindet og rig. Maden var simpel, anderledes, men heldigvis oftest velsmagende. Vi var ude at vandre med fuld oppakning, hvilket var hårdt, men også en god oplevelse at bruge sig selv, og den smukke natur belønnede os i rigelige mængder for vores anstrengelser. Vi ville tage tilbage til den natur igen og igen, hvis det ikke var for de tolv timer, det tog at køre tilbage til Shanghai.

Lidt ski, lidt besøg, lidt forvirret og lidt mere kinesisk

Så blev det forår ikke kun i kalenderen, men også en gang imellem i vejret. Der er dog store udsving, og i denne uge har det bare været så koldt. Da vi havde besøg for halvanden uge siden sad vi ude og spiste frokost i tynde bluser, solen skinnede og solbrillerne var fundet frem. Mens Karl og jeg var på konfirmantweekend i Hong Kong var der 25 grader i Shanghai. I den her uge har jeg haft vinterfrakken på her dag, mens jeg går forbi blomstrende magnolia’er og frugttræer. Det er ikke til at blive klog på.image

Februar fløj afsted. Der er gået hverdag i den for os. Vi tager ikke så meget på sightseeing mere. Vi har fået vores rutiner og steder, vi kommer. I februar havde vi travlt med skiferie, besøg fra Danmark og almindeligt hverdagsliv. I en god uge har vi sammen med vores gæster oplevet byen set med deres øjne. Det var faktisk meget sjovt. For der er så meget af byen, vi endnu ikke har oplevet eller godt kan opleve igen og igen. Byen føles praktisk talt uendelig, og selvom vi kørte helt ud til floddeltaet, lykkedes det stadig ikke at slippe ud af denne kolossale by. Turistdestinationerne er og bliver turistdestinationer med horder af kinesere, hvor man ender med at gå i gåsegang og blive skubbet til og lidt mast. Det er ofte mere en oplevelse end en fornøjelse.

Qibao
Qibao

image

Vi bor et sted, hvor rent vand ikke er en selvfølge eller mulighed og økologi er et relativt nyt ord, der bliver tolket på, ligesom man ikke er bleg for at pynte på alle madvarer. Vi har derfor fået installeret vandrensere i alle badeværelser, så vi ikke skal tage bad i tungmetaller og andet godt. Jeg forsøger at blive klogere på, hvilke butikker jeg kan stole på i forhold til at købe madvarer. Der er heldigvis en øget kontrol i landet, så det bliver hele tiden bedre. Men jeg oplever det som noget af en jungle at finde rundt i. Jeg er blevet klar over i hvor høj grad, jeg har brugt mærkning af diverse fødevarer i Danmark som pejling i mine indkøb. Her er der pludselig ikke så meget at pejle efter, og det, der er, er ikke altid til at stole på. Hvilket vand har fisken jeg køber i supermarkedet levet i? Har den været på køl siden den blev fanget? Hvad har de puttet i kødet eller mælken? Hvad sprøjter de grøntsagerne med? Gennem snakke med andre bliver jeg nogle gange klogere, men ofte også mere forvirret. For hvad er frygt og overreaktion, og hvad bunder i egentlig viden om tingene? Der er ingen tvivl om, at der er noget om snakken. Men jeg møder også ligeså mange holdninger, som der er mennesker. Der findes et økologimærke, og der findes andre certifikater. Problemet er, at det er meget dyrt og besværligt for bønder at opnå certifikater for eksempelvis økologi. Derfor vil mange mindre bønder ikke søge certifikatet, selvom de måske kunne leve op til kravene. Andre betaler for certifikatet, men snyder. Derfor køber jeg oftest udenlandsk kød og mælk. Grøntsagerne køber jeg som regel ved en lokal grønthandler med et godt ry.

Så blev dette også måneden, hvor jeg blev lidt mere kinesisk. Jeg er begyndt til yoga, som rigtig mange rigtig bøjelige kineser også går til. Det er virkelig stort herude. Der ligger nærmest et yogacenter på hvert et gadehjørne. Så skal jeg til at undervise kinesiske børn, der ikke har mulighed for offentlig skole i engelsk en gang om ugen. Det glæder jeg mig helt vildt til at prøve, men skal nok lave lidt om, i forhold til det jeg plejer at gøre, da der er 60 elever i hver klasse og ingen mulighed for bevægelse i undervisningen. Men jeg har en forventning om at de er rigtig gode til at høre efter og tale i kor….Nu må vi se. Så har jeg fået en kinesisk maler til at male et kopi af et af Yue Minjun’s billeder. Det må jo være sådan at man skal have en kopi eller to, når man er i Kina. Nu hænger det fint på væggen her hos os. Sidst men ikke mindst har jeg fået mig en cykel. Så nu kan jeg cykle som alle kineserne; Uden at se mig tilbage og lade som om vejen er min alene.

Kopi kopi kopi
Kopi kopi kopi

Januar, januar, januar, januar

26. Januar 2016

De sidste par dage har vi haft høj solskin, frostgrader og endda antydning af sne, som dog var smeltet, da jeg endelig fik rejst mig fra søndagsmorgenbordet for at tage dette billede. Det kommer vel ikke bag på nogen, at det er usædvanligt vejr for Shanghai, der ligger på breddegrad med Marokko. Faktisk har det ikke været så koldt i 30 år. Det er et stort problem for mange, da husene ikke er ordentligt isoleret, hvis overhovedet. Mange oplever frosne vandrør og iskolde huse. Hos os virker det meste heldigvis, men det piver ind af de uisolerede vinduer og døre, så aircondition kører på fuld knald i alle rum, da gulvvarmen virker ikke på 8. uge. Men smukt ser det ud med blå himmel, og luften er næsten helt ren.

Udsigten fra vores lejlighed en kold søndag morgen i januar
Udsigten fra vores lejlighed en kold søndag morgen i januar

Henrik Nordbrandt har engang skrevet et digt, der hedder “Håndens skælven i november” Det er kort, men siger meget. I får det lige her; “Året har 16 måneder: November, december, Januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november” For mig er det ikke november der er alt for lang, men januar. Januar, januar, januar… Måneden, hvor håbet, forventningerne og intentionerne for et nyt år, kæmper om pladsen med længslen efter forår, hverdagens trummerum og alt for lidt lys. Vinterblues…tjek, har lovet mig selv vedholdende motion og sundere livsstil….tjek, hjemve…..tjek. Tja, bortset fra hjemve’en, som vist bare er et udslag af de første to, så ligner januar for mig sjovt nok sig selv, også selvom jeg sidder på den anden side af jorden.

Her i huset synes vi efterhånden, at vi er ved at have fået os godt indrettet. Ligesom vi også er ved at have fundet ud af, hvor vi kan købe de forskellige madvarer. I denne weekend fandt vi sågar leverpostej, hvilket gav anledning til en stor glæde ved frokostbordet. Vi er i gang med at finde ud af, hvor ungerne kan gå til fodbold, og Filippa har fundet ud af, at en af klassekammeraterne bor i bygningen ved siden af vores. Hun er halvt thai halvt dansk, dog uden at kunne tale ret meget dansk, da hun aldrig har boet i Danmark. Men det gør faktisk ikke så meget, for Filippas engelsk er blevet så godt, at de sagtens kan have det sjovt i flere timer. Karl havde i søndags en dag med de andre danske konfirmander i Shanghai. Otte kunne det blive til, fire drenge og fire piger. Det synes jeg faktisk er ret flot, og det fortæller måske lidt om, hvor mange danskere, der faktisk bor herude.

Jeg finder også lige så stille ud af, hvad min tid skal gå med, selvom, det ikke er alle dage, der giver lige meget mening. Men sådan er det vel for de fleste;0) Jeg har mødt nogle vældig søde kvinder som jeg “hænger ud med” Det er dejligt, for jeg har brug for nogen at snakke med, og det er dejligt at lære nye mennesker at kende. Men herudover tegner jeg mere end der har været plads til de sidste mange mange år. Det er så skønt. Desuden har jeg besluttet mig for at blive lidt klogere på det land, jeg er havnet i. Så jeg læser og går til foredrag.

For det er virkelig et anderledes land på så mange måder Danmarks modsætning. Ikke kun på grund af det åbenlyse, nemlig størrelsen og antallet af mennesker der bor i landet, hvilket helt klart også har sin betydning. Det kan godt være, at Danmark betragter sig selv som et gammelt land, men Kina er et ældgammelt land med ca. 3000 år mere på bagen end Danmark, og så er det på vej ind i sin største storhedstid til dato, som en af verdens absolut største supermagter…ikke længere kun set ud fra størrelse og befolkning, men også udfra økonomi. Så kan det godt være, at økonomien lige nye ikke er helt på toppen lige nu, men potentialet herude er enormt. Det er faktisk lidt svært som dansker at fatte, hvor stort det er herude.